West Palm Beach – Første dag på job

22/11 2010. West Palm Beach og M/Y Elle

Så blev det endelig dagen hvor vi skulle til West Palm Beach, nærmere bestemt Rybovich shipyard, og starte vores job på M/Y Elle, puha vi var godt spændte.Vi blev hentet af Patrick og Rebecca (kaptajnen og én af stewardesserne) på vores hotel kl. 07 og så gik det ellers af sted på den femsporede highway 95. Der var godt pakket med biler men trafikken gled heldigvis.
Vi kom ned til Elle kl. 08, fik hilst på resten af besætningen (som består af 10 i alt) og så startede vi ellers ud med  en øvelse, det var meningen vi skulle ha holdt en rigtig brandøvelse, men i stedet blev det til en mønstring hvor jeg og 2 andre skulle iføre os røgdykkerudstyr og gå en lille tur. Derefter fik vi demonstreret nødbrandpumpen og bagefter gik turen ellers rundt på hele skibet med overstyrmanden Sebastian.. Vi var 3 nye der var med på rundtur Mig og Emil samt en ung gut John der skal fungere som 2. mester ombord.
Vi kom rundt på hele damperen mens Sebastian tegnede og fortalte, det gjorde han rigtig godt, og det virkede generelt til at de havde styr på tingene ombord. Systemet lignede meget det vi kendte fra handelsflåden med diverse rutiner, checklister og øvelser, men det var ikke noget vi havde forventet i yachtbranchen også, og jeg tror bestemt heller ikke de går så meget op i sikkerheden på alle yachts. Det er dog fedt at de gør det her:-)Efter turen rundt på damperen var det blevet frokosttid, og der blev serveret rigtig god mad med frugt og salat i rigelige mængder, uhmm dejligt med sund mad frem for den amerikanske junk madkultur, hurra for Greg vores islandske kok.
Godt mætte efter frokost skulle jeg på dækket og arbejde, mens Emil skulle med den kvindelige maskinchef rundt, han får 10 dages overlevering før han står med det hele selv, så det er han godt tilfreds med.. Mit ansvarsområde er knapt så stort, jeg skal lave diverse ting på dækket lige fra nedvaskning til polering til tjah you name it, det er vist kun fantasien der sætter grænser. Men i strålende solskin går det hele også lidt nemmere.Sebastian og jeg lavede lidt af hvert, vi firede ankrene ned, og gjorde klar til at sætte vandscootere i vandet, vi har 2 stk. ude foran, men de skulle flyttes ud agter, og derfor skulle vi ha dem i vandet samt gjort beslag klar på agterdækket. Foruden vandscooterne har vi to motorbåde ude agter som legetøj og så er der lige bleve indkøbt en slags trampolin til at smide i vandet, fedt!Jeg kom også ud på vandscooter, eller jetskis som de kaldes her ombord. John var på dækket i dag, så ham og jeg tog en tur på scooterne for at prøve dem af samt lade på batteriet, det var en vældig tur, men som nybegynder var jeg ikke helt kæk, skulle lige lure grejerne af hvorimod John susede af sted med en hastighed på op til 65 mph (miles per hour). Jeg kommer dog til at lege meget mere med jetskis så det skal jeg nok blive sej til:-)
Der var fyraften kl. 16, normalt er det kl. 17 men pga. thanksgiving på torsdag bliver ugen lidt lettere end normalt med mindre arbejdstimer, det klager Emil og jeg ikke over, det er rart med en blid opstart.
Aftenen har gået med at snakke lidt med de andre, gå en tur på værftet og kigge på de mange yachts, det er et flot syn, samt få pakket ud.. Emil og jeg bor heldigvis sammen på maskinchefkammeret, det er småt men forholdene taget i betragtning har vi faktisk et stort kammer.. Der er køjesenge, dejligt meget skabsplads og eget bad og toilet, så vi klager ikke.
Ja så det var første dag på vores nye arbejdsplads, den har været fyldt med nye indtryk og mange informationer så vi er lidt møre i hovedet, men vi er glade og ved godt mod, og håber på et godt ophold ombord.

Skriv en kommentar

*