lørdag den 8. januar 2011
08/1 2011. St. Barts/Saint Barthélemy
Hej Alle sammen!
Så blev det endelig tid til et lille indlæg igen, det er næsten en uge siden sidste indlæg, men vi har haft travlt den sidste tid og der har derfor ikke rigtig været tid og overskud til at skrive herinde.
Først tak for alle julehilsnerne, både i form af julekort, elektroniske julekort, emails, og sms’er. Vi er rigtig glade for at så mange har skrevet. Desværre har der ikke været tid til at svare individuelt på hver af dem, men vi ved at mange af jer følger med herinde, så I er opdateret.
Dagene mellem den 29 december og 3. januar fløj afsted. Man havde egentlig mest lyst til at slappe lidt af ovenpå en hektisk charter, men det var der ikke rigtig tid til. Der var travlt med at gøre båden klar til ejeren kom ombord, især i maskinen var der meget at se til, men jeg kunne ikke rigtig få de dele som jeg skulle have, så det lykkedes ikke at få båden rigtig op at køre. Vi kan dog holde det hele kørende uden at gæsterne mærker noget.
Den 3. januar kom ejeren så med sine venner, de spiste frokost mens vi stadig lå langs kaj i Marina Fort Louis, St. Maarten, og derefter sejlede vi til St. Barts, en tur på ca. 3 timer, hvor vi droppede ankeret og så ellers blev der. Gæsterne er meget stille og rolige, og er ikke så krævende med hensyn til diverse aktiviteter osv., da de jo ikke betaler for at være her. De første par dage lå vi til ankers, hvorfra vi bla. sejlede gæsterne ind til en strand hvor der blev arrangeret grill. Stranden var lidt speciel, da man kun kan komme dertil enten ved at sejle eller ved at gå, der er ingen veje der fører dertil.
Onsdag eftermiddag lagde vi til inde i marinaen og her har vi lagt lige siden. Det er et super sted med god strand, dejlige franske restauranter og fine butikker for dem der er til det. Naturen er også rigtig fin, der er helt sikkert at sted der kan anbefales at tage til.
Gæsterne bruger meget tid i land og det betyder at det hele er lidt mere afslappet ombord. I torsdags var Tina og jeg på stranden i et par timer midt på eftermiddagen. Det hjælper lidt på det når man kan tage det lidt med ro. Der er selvfølgelig meget at se til på dækket alligevel, båden skal jo skinne hele tiden. I maskinen er tingende holdt op med at skabe sig i tide og utide, så jeg har faktisk, 7-9-13, haft en stille og rolig uge indtil videre. Jeg venter blot på at gæsterne tager hjem, så jeg kan komme igang med at lave noget for alvor.
I dag er vores skæbne for den næste måneds tid blevet fastlagt. Vi skal sætte gæsterne af på St. Maarten i Fort Louis Marina. Mandag eftermiddag sætter vi kursen mod Porto Rico, hvor vi skal ligge standby og vente på evt. flere charter i en måned. Stedet hvor vi skal ligge skulle være en lukket Marina med en masse faciliteter (sport, golf, osv.), så det bliver spændende at se hvad det er får noget. Det tager 15 timer at sejle dertil, så det er ikke så slemt. Vi vil være fremme tirsdag morgen hvis alt går vel. Det er så planen at vi alle får en forlænget weekend der starter torsdag. Nu vil tiden vise om jeg kan tillade mig at blive væk fra maskinen alle dagene, men vi vil gøre alt for at komme væk fra skibet i et par dage. Man trænger til et lille afbræk engang imellem.
Ellers går det generelt godt med os begge to herude. Der har været nogle trælse dage ind imellem, men sådan vil det altid være. Man skal ikke altid tænke for meget over tingende, men prøve at fokusere på det gode. Den sidste charter sled meget på besætningen, fordi så meget gik i stykker undervejs, og der var meget stress. Men nu er det lidt som om at der er faldet mere ro på, og stemningen er blevet noget bedre ombord.
I går blev jeg halvvejs syg. Havde temmelig høj feber og var generelt noget skidt tilpas. Jeg gik tidligt i seng og tog en masse forskellige piller. Kokken skød også en ordentlig gang antibiotika ned i halsen på mig, jeg fandt først ud af hvad det var bagefter, men skidt, det hjalp -ellers er det vidst ikke noget man sådan skal tage for sjov:-) I dag har jeg haft det meget bedre, og så håber vi at Tina slipper for noget af samme art.
Nu er det snart ved at være køjetid igen. Kan I have det godt alle sammen, og så håber vi at der bliver lidt mere overskud til bloggen det næste stykke tid.
Mange varme hilsner fra St. Barts
Tina og Emil


