Tirsdag den 25. januar 2011
25/1 2011. Endnu en arbejdsdag
Så er endnu en arbejdsdag overstået tiden flyver af sted når man har det sjovt..
Det har været en dag i solen for mit vedkommende, jeg har arbejdet på dækket og brugte en hel dag på sandpapirsarbejde, så det har bår været dajligt eller noget.. Ej det er nu ikke så slemt, jeg har såmænd bare været i gang med at pudse/slibe nogle overflader af for at gøre dem klar til at blive malet, det tager bare så hulens lang tid når det skal gøres i hånden, men ja ja så går tiden da så med det.. På dækket står den generelt på det helt store maler arbejde, men inden der skal males skal vi have ram på alle “rustboblerne” og så skal hullerne fyldes ud med en gang fairing, mit totale ynglingsarbejde hm hmmm.. Men som sagt vejret er godt, og med lidt musik i ørerne går det nok.
Emil har kæmpet videre nede i maskinen, det har ikke været den mest fantastiske dag, da han mangler tegninger og reservedele til de nye problemer der er opstået mht. shorepower og den ene generator. Ja så der er stadig mange hængepartier, og til tider kan det hele godt virke lidt håbløst, for hvornår kommer den her damper egentlig til at køre ordentlig, hvis der hele tiden dukker nye problemer op??
Vi stoppede ved 17-tiden på dækket i dag, og en halv time senere var jeg på cyklen og på vej til fitness centret sammen med John, jeg havde håbet på at få Emil med også, men han mente at han burde arbejde i stedet, så han blev ombord. Skipper har sørget for at vi kan benytte centrets faciliteter, så det er super, og det er et vældig fint lille center, med hvad der nu hører sig til + et pool og wellness område (man kan få massage og diverse andre behandlinger). Jeg var også af sted i går, men bare for at løbe og lave et par øvelser, det er en god måde at komme væk fra skibet på, og få tankerne væk fra arbejde mm.
I dag havde jeg bestemt mig for at prøve et af holdene, så kl. 18 stod den på “cardio explosion” med træneren Jackie i en time, og sikke en time det blev, jeg har aldrig oplevet noget lignende.. Jackie er en lille fit dame på min størrelse, og jeg skal da love for at hun fik fyret op under folk, musikken bankede ud af højtalerne og hun råbte og skreg og hujede mens vi lavede et utal af øvelser med vægte i hænderne, hold nu op det var hårdt, men det var også mega sjovt, alle folk hujede og råbte på hinanden og piskede en stemning op.. Så selvom armene syrede kunne man ikke lade være med at grine af det hele, vi kæmpede alle for at følge med Jackie der ind imellem øvelserne også dansede rundt og fik det hele til at ligne en leg.. Ja eller faktisk fik hun det hele til at ligne en stor dans, hun havde så meget rytme i kroppen og kunne slet ikke stå stille, utroligt. Afslutningsvis stod den på armstræk og maveøvelser og kl. 19 var timen forbi, alle folk var godt møre og lignede hummere i hovedet mens Jackie nærmest ikke havde sved på panden, respekt!:-)
Jeg hev Emil op af maskinrummet da jeg kom tilbage på Elle (det kan også blive for meget med alt det arbejde), så vi kunne få noget aftensmad, kokken havde været ude og handle i dag, så der var et utal af is i fryseren, uhmm helt fantastisk:-)
Tjaah og ellers venter en ny dag i morgen. Jeg har besluttet at vente lidt med dykkeriet, synes vi har brugt nok penge på det sidste på hoteller og biler, og så venter der også en vagt i weekenden, så jeg kan ikke rigtig få det til at hænge sammen, da nogle af dykkene skal foregå lørdag og søndag.. John vil dog gerne tage certifikatet, men han er endnu ikke startet på det, så gad vide hvad det bliver til, vi får se??

