Florida, ferie og frihed

Det er snart 20 år siden, jeg første gang trådte ud af lufthavnsbygningen i Miami (eller var det Tampa eller Orlando, jeg husker det ikke) og mærkede en tung, varm, fugtig luft slå imod mig, og jeg undrede mig over, hvem der dog ville spilde ressourcer på at opvarme en parkeringskælder.

Nu har jeg efterhånden prøvet det mange gange, men jeg elsker det stadig. Det er noget af det, jeg ser allermest frem til – at træde lige ud i den varme nat, hvor palmerne i lufthavns området er svagt oplyst af et varmt, gult lys og lugten er mæt og tung, jeg nyder det i fulde drag, mens vi venter på lejebilen – og på at vende snuden mod Sarasota med fuld volumen på både bilradioen og forventningerne. Ferie, frihed – det kan ikke blive meget bedre.

Sarasota ligger på Floridas vestkyst ud mod den Mexicanske Golf. En række øer, keys ligger langs kystlinjen og lokker med kilometervis af hvide sandstrande og roligt, turkisblåt vand. Stranden på Siesta Key er i år (2011) blevet kåret som USA’s bedste badestrand, og det forstår man godt, når man sætter fødderne i det varme kridhvide, pulveragtige sand.

Vores familie består af far, som er opvokset i Sarasota, men har boet i Danmark i 25 år, mor, som er mig, tre børn, hvoraf kun to stadig tager med os på ferie. Derudover har vi også et barnebarn, som endnu ikke har været i Florida, men nok skal komme det, og en svigersøn, der også er faldet for the Sunshine State. Vi har et hus i Sarasota – kaldet det lyserøde hus – og det er vores base, når vi er derovre.

Fra tid til anden vil jeg poste indlæg her på MiamiSobe – primært om området omkring Sarasota, men vi kommer også andre steder i Florida, så der er nok at skrive om.

God rejselyst

Marianne

www.sarasotarent.dk

Skriv en kommentar

*